Øjenbetændelse (konjunktivitis)
Øjenbetændelse er en betændelsestilstand (inflammation) i øjets slimhinde/bindehinde, der ligger som et tyndt lag oven på det hvide i øjet. Inficeres laget, som forbinder øjet med øjenlåget, vil øjet og øjenlåget blive rødt og irriteret.
Tilstanden kan ramme enten det ene øje eller begge øjne, og det er et øjenproblem, som er ganske normalt at opleve i løbet af sit liv.
Betændelse i øjet smitter og kan let spredes. Blandt andet ved at røre inficerede overflader som pudebetræk eller håndklæder. Det kan også smitte, hvis du bliver udsat for dråber fra f.eks. nys eller host. På den måde kan øjenproblemet altså videreføres til andre.
På grund af dets smittende karakter er det vigtigt med regelmæssig og grundig håndhygiejne. Det er bl.a. fornuftigt ikke at dele håndklæder og andet, der kommer i berøring med øjnene.
Tæt personlig kontakt kan også overføre bakterier, som kan fremkalde øjenbetændelse.
Behandling af øjenbetændelse
Er der tale om øjenbetændelse på grund af bakterier, kan det opleves, at der dannes pus i øjet. Pusdannelsen, som altså giver øjenproblemer, kan klistre øjenvipper og øjenlåg sammen, når det størkner.
Det problem kan løses med en afvaskning af øjenomgivelserne i lunt, kogt vand eller renseservietter, som kan købes i en af vores mange butikker.
Opstår øjenbetændelse som følge af en bakterieinfektion, vil en antibiotikabehandling blive anbefalet. I denne sammenhæng er det vigtigt at følge anvisningerne, der følger med medicinen, og gøre brug af øjendråberne som angivet. Hverken mere eller mindre.
Det er også vigtigt at undgå at bruge gamle øjendråber til behandling af øjenbetændelse. Det kan være, at øjenbetændelsen ikke er forårsaget af bakterier, men derimod af virus, hvor antibiotika ikke hjælper.
En virusinfektion kræver, at immunsystemet først har bekæmpet virus. I mellemtiden kan øjet lindres med kunstige tårer, kolde omslag og eventuelt lettere smertestillende medicin.
Øjenallergi (høfeber)
Allergi er en betegnelse for en række forskellige måder at reagere på og giver øjenproblemer til mange danskere. Allergi kan også vise sig i øjnene.
Øjenallergi opstår, fordi kroppens immunforsvar forsøger at nedkæmpe stoffer, der typisk ikke er skadelige, men som kroppen har udviklet allergi overfor.
De stoffer, kroppen er overfølsom overfor, kaldes allergener. De kommer ind i øjnene og får kroppen til at frigive kemiske stoffer (histaminer).
Symptomer på og behandling af øjenallergi
Det mest normale symptom på de øjenproblemer, som øjenallergi giver, er kløe, men også røde, rindende øjne, tårer og vandigt sekret kan forekomme hos mennesker med øjenallergi.
Det er ofte pollen fra træer og buske eller støv fra dyrepels, især fra katte, der starter denne form for øjenallergi og de medfølgende problemer med øjnene. Det er især tilfældet, når det bliver forår, men også over sommeren får mange øjenallergi, hvor især pollen fra græs er årsagen.
Øjenallergi kan behandles på forskellige måder. I behandling af øjenallergi er det vigtigt at holde sig væk fra de allergifremkaldende stoffer.
Derudover findes der forskellige øjendråber, som hæmmer både produktion af og symptomer fra stoffet histamin.
Ofte benyttes øjendråber mod øjenallergi i en kombination med antihistamin-tabletter. Øjendråber, næsespray og antihistamin-tabletter bruges sammen ved en kombination af høfeber og øjenallergi.
Blodsprængning i øjet
Blodsprængte øjne er et udbredt øjenproblem og skyldes en bristning af et lille blodkar i øjet. Det viser sig ved, at det hvide i øjet bliver rødt. Blodsprængte øjne opstår som regel af sig selv, men det kan også skyldes følgende:
- Forhøjet blodtryk
- Skader på øjet
- Blodfortyndende behandling
- Et særligt skrøbeligt blodkar i bindehinden
Tilstanden og dens øjenproblemer er hverken farlige, smertefulde eller har indflydelse på synskvaliteten. Blodsprængte øjne og øjenproblemerne forsvinder som oftest af sig selv i løbet af et par uger.
Tilstanden er hyppig, og i langt de fleste tilfælde kræves ingen behandling.
Ved slemme smerter og påvirket syn anbefales det at søge læge. Findes der ikke nogen årsag til blodsprængte øjne og øjenproblemet, bør blodtrykket måles.
Hornhinderifter (abrasio corneae)
Hornhinden er en tyk, gennemsigtig hinde, der dækker den farvede del af øjet (regnbuehinden, iris) og pupillen. Den grænser op til bindehinden (konjunktiva), der dækker det hvide i øjet.
Hornhinden har to funktioner
- Sørge for et skarpt syn
- Beskytte resten af øjet mod bakterier og fremmedlegemer
Det kan ske, at hornhinden rammes og skades af et fremmedlegeme. Eksempelvis en negl, metalsplint eller en gren. I så fald kommer der en ridse på hornhinden og dermed en hornhinderift. En naturlig følge heraf er øjenproblemer.
Ridser på hornhinden er som regel ufarlige og ikke særlig dybe, men det kan være en irriterende tilstand, der giver bakterier og virus mulighed for at angribe.
På grund af hornhindens cellestruktur heler hornhinderifter hurtigt. Efter 24 til 36 timer er ridserne gået i sig selv.
Er det ikke tilfældet, anbefales det at søge læge, som kan ordinere antibiotisk salve. Det hjælper med at hindre udbrud af infektion (betændelse) i hornhinden, ligesom det kan hjælpe med at behandle de medfølgende problemer med øjnene.
Øjenlågsbetændelse (blefaritis)
Øjenlågsbetændelse er en vævsreaktion i øjenlåget med varme, hævelse og ubehag. Det er en såkaldt inflammation, der opstår, når kroppens immunforsvar reagerer.
Øjenlågsbetændelse kan ses på for- eller bagsiden af øjenlåget, ligesom det ofte forekommer på begge øjenlåg samtidig.
Årsagen til øjenlågsbetændelse kendes ikke i detaljer, men det afhænger af, på hvilken side af øjenlåget betændelse opstår:
- Betændelse i den forreste del af øjenlåget skyldes tilstedeværelsen af bakterien ’den gule stafylokok’. Betændelsen i øjet kan muligvis også skyldes en hårsækmide (demodex), der kravler ned i øjenvippernes hårsække og giver betændelse.
- Betændelse i den bagerste del af øjenlåget skyldes, at øjenlågets fedtkirtler er syge. Fedtkirtlernes fedtindhold ændrer sammensætning og konsistens. Tilstanden kan forværres af forskellige bakteriers evne til at nedbryde fedtet til vævsirriterende fedtstoffer.
Øjenlågsbetændelse opstår oftest på begge sider samtidig og resulterer ikke nødvendigvis i tydelige symptomer.
Det er ikke unormalt, at det kan give øjenproblemer og ubehag i form af en brændende fornemmelse, rødme, kløende øjne, tørre øjne og overfølsomhed over for lys.
Behandling af øjenlågsbetændelse (blefaritis)
Behandling af øjenlågsbetændelse kan være vanskelig og er ofte ikke helbredende. Det er i stedet mere dæmpende.
Generelt anbefales grundig rensning af huden, men i en Synsprøve med sundhedstjek kan vores autoriserede optikere foretage en række undersøgelser og på denne baggrund anbefale visse behandlinger såsom:
- Varme og massage af øjenlågene
- Rensning af øjenlågskant med særlig renseserviet
- Kunstige tårer
- Antibiotika
- Binyrebarkhormon
- Diæt med indtagelse af omega-3-fedtsyrer
På baggrund af vores omfattende tjek af øjenproblemerne kan vi vurdere, om det vil være en god idé at opsøge en læge eller øjenlæge for medicinsk behandling.
Bygkorn i øjenlåget (hordeolum)
Bygkorn i øjenlåget er en betændelse i en hår- eller talgkirtel i øjenlåget med øjenproblemer, som mænd og kvinder i alle aldre kan opleve. Bygkorn hos børn forekommer imidlertid mere sjældent.
Bygkorn kan smitte til andre kirtler i øjenlåget, men det smitter sjældent til andre mennesker. Kun ved meget dårlig hygiejne.
Bygkorn i øjet er en af de mest normale betændelser i øjenregionen. Varme, røde og hævede øjenlåg er en følge.
I bygkorns begyndelse er det bakterier, der har overtaget over for de hvide blodlegemer i øjet. De samles i den tilstoppede kirtel i øjenlåget og bliver til pus. Til sidst bliver trykket i kirtlen så højt, at der dannes et puspunkt. Når det sker, kan der presses et hul gennem huden over puspunktet.
Behandling af bygkorn
Bygkorn i øjenlåget og de øjenproblemer, der følger med, kan behandles og lindres på forskellige måder. Både ved hjælp udefra og selvhjælp.
Hvis puspunktet sidder lige omkring en øjenvippe, er det muligt at trække øjenvippen ud. På den måde kan pusset komme ud gennem hårsækken. Forsvinder puspunktet ikke efter to dage, kan det være nødvendigt at prikke hul ind til selve kirtlen.
Det kan ikke altid anbefales selv at gøre det. Langs øjenlågskanten sidder en række smertefølsomme nerver. Af den årsag er det bedst at lade en læge eller øjenlæge gøre det.
Derudover kan bygkorn behandles med varme omslag. Der findes særligt udviklede øjenmasker, nogle i stof og andre i plast, der varmes op og lægges hen over øjnene i 10 minutter flere gange om dagen.
Uklarheder i glaslegemet
Uklarheder i glaslegemet, der også kaldes flyvende myg eller mørke skygger i øjet, er et fænomen, som næsten alle mennesker oplever med alderen. Og dermed også de øjenproblemer, der er en naturlig del af tilstanden.
Flyvende myg i øjet viser sig som små grålige eller gennemsigtige pletter, der flyder rundt i synsfeltet. Skyggerne ses bedst ved at kigge på en lys baggrund. De følger med, når man drejer hovedet, og de forsvinder, når man ser på en mørk baggrund.
Øjenproblemerne kan opstå fra det ene øjeblik til det andet. Skyggerne opstår som følge af almindelige aldersændringer i øjets glaslegeme og opleves som skygger for lyset. Det forekommer mest ved træthed eller stress.
Flyvende myg er altså en almindelig aldersforandring og et øjenproblem, der ofte blot skal ignoreres.
Hvis der pludseligt opleves en hel sværm af mørke skygger for øjnene, og især hvis der samtidig opleves øjenproblemer som lysglimt, skal man undersøges af en øjenlæge hurtigst muligt. Det kan være forårsaget af en rift i nethinden med risiko for nethindeløsning, hvis det ikke behandles hurtigt.
Røde øjne
Røde øjne er et begreb og et øjenproblem, der dækker et bredt udvalg af tilstande, hvor øjets senehinde ikke længere er hvid som normalt.
Ved røde øjne vil det hvide i øjet vil fremstå mere eller mindre rødt, fordi blodårerne i øjets slimhinde (konjunktiva) eller selve senehinden er udvidet og blodfyldt.
Røde øjne kan også skyldes, at der siver blod ud af blodårerne som ved blodsprængte øjne.
Når øjne opleves mere røde end normalt, skyldes det, at der er mere synligt blod i blodårerne. Nogle er direkte synlige, mens andre ligger dybere i øjet. Uanset hvordan blodårerne ligger, vil mere blod kunne ses, og der vil opleves røde øjne.
Røde øjne kan være en harmløs tilstand, ligesom det kan være tegn på alvorlige øjenproblemer. For det meste er røde øjne ufarligt, og det kan hurtigt lindres og behandles.
Ved pludseligt opståede øjenproblemer som smerter i eller omkring øjnene samt sløret syn og lysfølsomhed bør det tages alvorligt. Røde øjne bør i så fald undersøges nærmere hos en øjenlæge.
Symptomer på røde øjne
Røde øjne giver i sig selv ingen symptomer, men den bagvedliggende årsag til øjenproblemet kan give forskellige symptomer:
- Irriteret øje, kløende øjne, sløret syn og øjentræthed
- Brændende fornemmelse og tørhedsfornemmelse i og omkring øjet
- Milde til stærke øjensmerter, øget tåremængde og følelsen af tunge øjenlåg
- Pus/betændelse i øjet og øget følsomhed over for lys
Ondt i øjenlåget og smerte i øjenlåget
En naturlig følge af øjenproblemer er følelsen af at have ondt i øjenlåget, selvom det ikke er selve øjenlåget, der er ondt i.
Smerte i øjenlåget kan fornemmes forskelligt. Nogle gange kan det give opfattelsen af at have meget ondt i øjenlåget, mens det andre gange er mindre generende.
Der er forskellige omstændigheder, der kan give indtrykket af at have ondt i øjenlåget. Et fremmedlegeme kan fremkalde oplevelsen af at have ondt i øjenlåget, ligesom tørre øjne, kløende øjne, bygkorn og øjenlågsbetændelse kan det.
Opstår en følelse af at have ondt i øjenlåget, er det de underliggende årsager til at have ondt i øjenlåget, der bør undersøges.
Bliv undersøgt for øjenproblemer i Synoptik
Der er intet usædvanligt i at opleve forskellige røde øjne, øjenbetændelse, øjenallergi, blodsprængning i øjet, hornhinderifter, øjenlågsbetændelse, mørke skygger for synet eller bygkorn i øjet.
I din lokale Synoptik finder du autoriserede optikere, der står klar til at hjælpe dig, uanset hvilke øjenproblemer du oplever.
Bestil nemt og sikkert tid til en Synsprøve med sundhedstjek. Ser vi tegn på eventuelle forandringer og øjenproblemer, der kræver yderligere undersøgelser, henviser vi dig til egen læge eller øjenlæge.
Øje for detaljen