Øjenbetændelse (konjunktivitis)

Øjenbetændelse er en infektion af øjets slimhinde, som er helt naturlig at opleve. De fleste vil på et tidspunkt opleve øjenbetændelse.

- 6 minutters læsetid

Bestil tid til synsprøve

Hvad er øjenbetændelse?

Der findes flere former for øjenbetændelse. Konjunktivitis er den mest almindelige form og den type af øjenbetændelse, der ofte refereres til, når øjenbetændelse omtales.

Betændelsen sidder i konjunktiva, som er en gennemsigtig tynd bindehinde/slimhinde, der dækker den hvide del af øjet (sclera) og øjenlågenes inderside. Deraf navnet konjunktivitis.

Hvorfor får man øjenbetændelse?

Øjenbetændelse forårsages typisk af bakterier eller virus. Øjenbetændelse kan også opstå, hvis øjet irriteres, f.eks. af et fremmedlegeme, støvede omgivelser, tørre øjne, allergi eller kraftigt lys.

Find din nærmeste optiker

Forskellige former for øjenbetændelse

Der er forskellige årsager til, at der opstår betændelse i øjet. Symptomer på øjenbetændelse varierer efter, hvad der er årsag til betændelsestilstanden.

Bakteriel øjenbetændelse

Øjenbetændelse forårsaget af bakterier er meget almindelig. Den spredes nemt ved direkte kontakt med bakteriefyldte omgivelser. Den er derfor meget smitsom.

Typisk starter betændelsen i et øje, hvorefter den breder sig til det andet. Bakteriel øjenbetændelse er kendetegnet ved pusdannelse i øjet, som får øjenlågene til at klistre sammen.

Bestil tid til synsprøve

Symptomer på bakteriel øjenbetændelse

Behandling af bakteriel øjenbetændelse

Behandling af øjenbetændelse, der skyldes bakterier, går ofte væk af sig selv (selvlimiterende). Den varer typisk mellem fem og ti dage.

I få tilfælde, hvor betændelsen er omfattende, kan øjenbetændelsen behandles med antibiotiske øjendråber, som indeholder kloramfenikol, fucidinsyre eller tobramycin. Øjendråber er receptpligtige og kan købes på apoteket.

Behandlingen bør fortsætte minimum to dage efter ophør af symptomer.

Læs om røde øjne

Viral øjenbetændelse

Øjenbetændelse forårsaget af virus ses hyppigt i forbindelse med forkølelse. Den er meget smitsom i perioden, hvor der opleves symptomer.

Symptomerne opleves typisk først i det ene øje og spreder sig derefter til det andet. Et kendetegn ved viral øjenbetændelse er, at lymfeknuden foran øret typisk er øm og hævet.

Symptomer på viral øjenbetændelse

Behandling af viral øjenbetændelse

Øjenbetændelse som følge af virus går som regel væk af sig selv efter fem til ti dage. Der kan gives symptomlindrende viskøse øjendråber.

Bestil tid til synsprøve

Allergisk øjenbetændelse

Lider man af allergi, f.eks. over for pollen, kan man udvikle allergisk betinget øjenbetændelse (allergisk øjenbetændelse), som er øjets respons på allergi i slimhinden eller i øjenlåget.

Allergisk øjenbetændelse giver røde øjne, kløende øjne og våde øjne. Øjenbetændelsen smitter ikke, ligesom en almindelig øjenbetændelse, der er forårsaget af bakterier eller virus, gør.

Allergidæmpende øjendråber kan afhjælpe symptomer på allergisk øjenbetændelse.

Læs om øjenproblemer

Kronisk øjenbetændelse

Kronisk øjenbetændelse omfatter et længerevarende forløb (over fire uger). Kronisk øjenbetændelse kan have flere forskellige årsager.

Kronisk øjenbetændelse ses bl.a. ved tilstande i eller omkring øjenomgivelserne, som generer konjunktiva. Eksempelvis betændelsestilstande i øjenlågene.

Af øjenlågsbetændelse ses blepharitis, som forårsages af stafylokokbakterier, eller meibomitis, der er betændelse i øjenlåget som følge af tilstoppede oliekirtler.

Husråd til at lindre øjenbetændelse

Med få tiltag kan man selv fremskynde bedringen af øjenbetændelse:

  • God hygiejne (håndvask, undgå at gnide øjne)
  • Kontaktlinsebrugere kan tage deres kontaktlinser ud og variere med briller. Så snart der ikke opleves symptomer på øjenbetændelse, kan kontaktlinserne bruges igen
  • Rengøring af øjenomgivelserne
  • Skift håndklæder, dynebetræk mm. regelmæssigt

Bestil tid til synsprøve

Øjenbetændelse hos børn og nyfødte

Cirka 50% til 75% af øjenbetændelser hos børn skyldes en bakteriel infektion, fordi børn – især i institutioner – ofte spreder bakterier imellem hinanden.

Ses der epidemier med øjenbetændelse hos børn, er de ofte virusbetingede. Af den årsag anbefales det at holde sit barn hjemme fra institution, indtil barnet ikke længere har symptomer. På den måde begrænses smitten i institutioner.

Behandling af øjenbetændelse hos børn

Især hos børn kan antibiotiske øjendråber med fordel overvejes. Behandling er ikke nødvendig, men den vil få øjenbetændelsen hos børn til at forsvinde hurtigere og dermed nedsætte smitterisikoen.

Typisk kan barnet starte i institution, umiddelbart efter at behandling med øjendråber er påbegyndt.

Dog skal al behandling af øjenbetændelse hos børn med antibiotika ske i samråd med og følges af en læge for at undgå resistens.

Hos spædbørn under fire uger bør forældre kontakte egen læge. Den praktiserende læge vil pode barnets slimhinde for at udelukke sygdomme som herpes, klamydia og gonokokker.

Få dine øjnes sundhed undersøgt i Synoptik

Oplever du gener med dine øjne, står vores autoriserede optikere klar til at hjælpe dig.

I en Synsprøve med sundhedstjek måler vi både din præcise synsstyrke og foretager et tjek af dine øjnes sundhed. Vi undersøger dig for eventuelle tegn på grå stær, grøn stær, diabetes, forhøjet blodtryk og meget mere.

Kræver mulige forandringer yderligere undersøgelser, henviser vi dig til egen læge eller øjenlæge. En tidlig indsats gør en stor forskel.

Bestil tid til synsprøve

Øje for detaljen