Grå stær (katarakt)

Der er tale om grå stær, når øjenlinsen mister sin gennemsigtighed. Typer af grå stær afhænger af alder, placering i øjenlinsen og selve årsagen til øjensygdommen.

- 5 minutters læsetid

Sådan opdager du tegn på grå stær

Grå stær er en udbredt øjensygdom, der ofte er relateret til øget alder. Øjensygdommen er som udgangspunkt ikke farlig, men den kan værre generende, da synet bliver forringet.

Din lokale optiker kan undersøge dig for eventuelle tegn på grå stær i en Synsprøve med sundhedstjek og ved mulige tegn henvise dig til en øjenlæge, som kan rådgive dig om den bedste løsning for dig.

Bestil tid til synsprøve

Symptomer på grå stær

I de tidlige stadier af grå stær er det ikke sikkert, at du kan mærke nogen forandringer.

Du vil på et tidspunkt opdage øjenlinsens nedsatte gennemsigtighed, da dit syn løbende bliver mere sløret.

For personer, der bruger briller, kan grå stær opleves, som om brilleglassene konstant trænger til at blive pudset. Tilstanden kan også opleves som udfordringer med blænding på vejene og ved dobbeltsyn.

Ved grå stær kan solens lys og kunstigt lys virke for stærkt og blændende. Øjensygdommen kan også medføre, at dit nattesyn bliver dårligere.

Hvem bliver ramt af grå stær?

Gennemsigtigheden af øjenlinsen aftager naturligt med alderen, da øjenlinsens indhold af proteiner påvirkes. Proteinerne bliver mere gullige, når de nedbrydes.

Grå stær ses ofte hos ældre mennesker, men også yngre personer kan i sjældne tilfælde blive ramt. Selv små børn kan fødes med grå stær, hvis øjenlinsen i fostertilværelsen er blevet påvirket af f.eks. medicin eller stofskifteproblemer.

Hos yngre personer kan øjensygdommen ses hos diabetikere, brugere af visse typer medicin eller som følge af andre øjenrelaterede problemer.

Bestil tid til synsprøve

Behandling med operation

En operation for grå stær er en af de mest almindelige og ukomplicerede øjenoperationer. Hvert år bliver mere end 50.000 danskere opereret med gode resultater til følge. Operationen foretages typisk ambulant og under lokalbedøvelse.

I en operation for grå stær fjerner øjenlægen den gullige, grå linse og erstatter den med en ny, klar øjenlinse, der forbedrer gennemsigtigheden i øjet.

Ofte bliver øjnene behandlet og opereret et ad gangen, men det er også muligt at operere begge øjne på samme dag. Er der ikke andre udfordringer med synet, forventes et fuldt og optimalt syn efter operationen.

Hvornår skal man have nye briller efter grå stær operation?

Efter en operation for grå stær kan der opstå behov for briller. Kirurgen tilstræber at indsætte en linse med den styrke, som patienten havde inden operationen, for at opretholde et skarpt syn på lang afstand.

Der kan ofte være en mindre fejlmargin forbundet med styrkemålingen forud for operationen. Det betyder, at der ofte kan være behov for briller med en reguleret synsstyrke efter en grå stær operation.

Den nye linse vil som udgangspunkt gøre, at der ikke er behov for briller til at se langt med.

Se udvalg af briller

Alderens indflydelse på udvikling af grå stær

Med alderen sker der en ændring i øjenlinsen, som får betydning for evnen til se tydeligt på nært hold og linsens evne til at transmittere lys.

Linsen bliver mere gullig og mindre gennemsigtig. Det betyder, at der gradvist opstår et større behov for læsebriller og kraftigere læselys.

På et tidspunkt vil alderspåvirkningen af synet have den konsekvens, at synet nedsættes så meget, at en operation bliver nødvendig.

En type grå stær udvikler sig i begyndelsen, sådan at der kortvarigt vil opleves en forbedring af læsesynet. Desværre holder denne forbedring ikke i takt med, at grå stær udvikler sig, og en operation vil også her være eneste mulighed for et forbedret syn.

Grå stær kan ramme det ene øje, ligesom grå stær kan opleves på begge øjne, efterhånden som øjnene ældes.

Andre årsager til udviklingen

Ud over alderen som årsag til grå stær kan følgende medvirke til udvikling af grå stær:

  • Øjenskader eller øjenoperationer
  • Overdreven eksponering for UV- eller sollys
  • Eksponering for kemiske stoffer eller stråling
  • Rygning, stress, forhøjet blodtryk, arvelighed, kroniske sygdomme
  • Stor grad af nærsynethed
  • Steroider

Typer af grå stær

Grå stær kan optræde i forskellige former:

  • Aldersrelateret (kernekatarakt): Denne type grå stær er resultatet af tiltagende alder.
  • Medfødt: Hvis fosteret påvirkes under udviklingen, kan det få følger for øjenlinsens gennemsigtighed og dermed resultere i grå stær.
  • Subkapsulær (sekundær): Denne type kaldes sekundær, da den opstår som følge af anden påvirkning af øjenlinsen. Det kan skyldes, at andre sygdomme har en uheldig indvirkning på linsen, eller fordi man har været udsat for uhensigtsmæssig kontakt med kemiske stoffer, stråling eller anden medicin.
  • Traumatisk: Hvis øjet tager skade, kan det resultere i grå stær. Eksempelvis fordi et fremmedlegeme trænger ind i øjet, eller fordi et kraftigt slag i hovedet forplanter sig i øjenlinsen.