Hvad er akkommodation?
Akkommodation er øjets indstilling af styrken, så der opnås et skarpt syn på nær. Akkommodation sørger for, at vi ser skarpt, når vi skifter fokus fra at se på lang til kort afstand. Det har vi behov for, når vi f.eks. læser i bøger, ser på vores mobiltelefon, computer og lignende.
Hvordan fungerer øjets akkommodation?
Øjet består af mange forskellige strukturer. Blandt andet øjenlinsen (lens crystalina), som befinder sig bag pupillen.
Øjenlinsen er gennemsigtig og meget elastisk. Dens funktion er at akkommodere. Det vil sige, at linsen ændrer sin krumning, når vi ser et objekt på nært hold. På den måde ændrer den brydning (styrke) og giver os et klart billede.
Rundt om øjenlinsen ligger akkommodationsmusklen (musculus ciliaris). Denne muskel er styret af det ufrivillige (autonome) nervesystem. Når øjnene drejer indad (konvergerer), opstår der sammentrækninger i øjets muskelfibre. Det får øjet til at akkommodere. Jo tættere man holder en genstand på øjnene, jo mere skal de akkommodere.
Fra 40-årsalderen og de efterfølgende cirka 20 år frem bliver øjets evne til at akkommodere gradvist forværret, fordi øjenlinsen naturligt mister sin elasticitet. Det kan give udfordringer med at se skarpt på kort afstand. Denne tilstand kaldes alderssyn (presbyopi).
Akkommodationsbesvær
Akkommodationsbesvær opstår, fordi øjet akkommoderer mere eller mindre, end det burde. Det kan give en række gener, som oftest er forbundet med nærarbejde.
Hvis man ikke læser eller har et arbejde, hvor man ikke sidder ved en computerskærm, er det ikke sikkert, man opdager, at man har akkommodationsbesvær.
Typer af akkommodationsbesvær
Akkommodationsbesvær kan være forbundet med binokulære problemer (samsynsproblemer). Her forekommer der oftest en større eller mindre skjult skelen.
Derudover findes der forskellige typer af akkommodationsbesvær:
- Akkommodationsinsufficiens: Problemer med at stimulere akkommodationen
- Akkommodationsexcess: Svært ved at afslappe akkommodationen, og øjet akkommoderer for meget. Det kan være forbundet med falsk nærsynethed (pseudomyopi)
- Akkommodationsinfacilitet: Udfordringer med at skifte fokus mellem forskellige afstande med tilstrækkelig hastighed på grund af en usmidig akkommodation
Årsager til akkommodationsbesvær
Flere tilstande kan føre til akkommodationsbesvær:
- Stress og træthed
- Anstrengte øjne
- Graviditet
- Diabetes
- Skjult skelen
- Ukorrigerede synsfejl
- Bivirkninger fra medicin
- Svaghed i øjenmusklen
- Hjernerystelse
- Andre sygdomme
Symptomer på akkommodationsbesvær
Akkommodationsbesvær er oftest en harmløs tilstand. Tilstanden kan give følgende symptomer:
- Sløret syn på lang afstand
- Sløret syn efter længere tids læsning på kort afstand
- Hovedpine og anstrengte øjne
- Dobbeltsyn
- Lysfølsomhed
- Koncentrationsbesvær
- Besvær ved at fokusere fra lang til kort afstand og omvendt
Behandling af akkommodationsbesvær
Behandling af akkommodationsbesvær afhænger af årsagen. I nogle tilfælde kan det være nok at korrigere for synsfejlen. I andre tilfælde kan det være nødvendigt med et læsetillæg i brilleglas eller kontaktlinser.
Tilstanden kan i særlige tilfælde behandles med synstræning. Somme tider kan man helt undgå at skulle bruge briller, hvis der ikke er en synsfejl.
Hør mere i Synoptik
Vores eksperter står klar til at undersøge dine øjnes sundhed og gøre dig klogere på vigtigheden af dit øjes evne til at akkommodere korrekt.
Bestil tid til en Synsprøve med sundhedstjek, og oplev vores ekspertise.
Øje for detaljen